Lov om sprogvurdering af 3 & 5 årige

Dagtilbudsloven kræver at pædagogerne vurderer om de 3 og 5 årige børn har brug for en vurdering af deres sprog via et fastsat vurderingsskema. Sprogvurderingen er baseret på en test af barnets skelnen af sproglyde, sprogforståelse, udtale samt barnets kommunikative strategier. Praktisk består testen af to dele: Dels et skema forældrene skal udfylde hjemme om barnet vedr. ordkendskab og dels en test af ca 30 min. varighed udført i dagtilbuddet. Resultatet af sprogvurderingen indtastes til kommunen, hvorefter resultatet tilbagesendes til dagtilbuddet.

I Stenurten vurderer pædagogerne løbende børnenes sprog i henhold til vores sprogsyn og vores interne pædagogisk funderet fokusering på børns sprogudvikling, som beskrevet under læreplanstemaerne. Vi mener at vore arbejdsmetoder på langt mere nuanceret vis griber om børns udvikling af kommunikative kompetencer. De tiltag vi i Stenurten sætter ind med i forbindelse med et barns sprogvanskeligheder er ofte ikke et resultat af et sprogvurderingsskema. De er et resultat af en kvalificeret pædagogisk faglighed og deraf en dygtighed i at identificere det enkelte barns mulige potentialer og handlekompetencer for at barnet kan nå til en større beherskelse af dets sprog. I tilfælde af tvivl vedr. et barns sprogudvikling foretages sprogvurderingen og resultatet heraf anvendes i kombination med den øvrige fokusering.

 

Nogle pædagoger i Stenurten er uddannede i børns sprogudvikling på diverse kurser.

Vi foretager aldrig en sprogvurdering uden forældres viden. 

 

Vi er stødt på denne historie om sprogtilegnelse, fortalt af musikprofessor ved Oslo Universitet Jon-Roar Bjørkvold i hans bog Det musiske menneske. Vi vil gerne dele den med jer, da det er en betegnende fortælling for vort sprogsyn.
Den handler om Bjørkvolds egen oplevelse med sin syvårige søn under et ophold i USA:

Historien om The Red Rubber Ball
Han er syv år og lige ankommet til et fremmed land. Kjartan hedder han i Norge, men kun Tan blandt amerikanerne. For uden et navn, som sprogets fonetik godtager, bliver du usynlig.
Tan har hudafskrabninger på begge knæ og løs fortand som millioner af andre syvårige børn verden over. Han er tynd og ledeløs, med tæt, medlyst hår, der krøller ned over ørerne. Hans storesøster misunder ham utilsløret de tykke krøller.
USA: for drengen det forjættede land med store biler, cowboys og indianere, skyskrabere og Disneyland. Og så kan han ikke et eneste ord engelsk.

Forældrene fulgte med ind i klasseværelset den første dag. - All eyes on me! sagde lærerinden, pegede på sine øjne med to pegefingre og fik alle elevernes opmærksomhed. - Hvorfor prøver lærerinden på at stikke sine øjne ud? Hviskede Tan nervøst til os og skubbede os hårdt i siden. Og vi forældre indså bekymret, at der var uendelig meget at lære her i den nye verden.

Første skoledag er forbi. Dagene går og går. Ensom og sky står Tan og læner sig imod muren og følger livet i skolegården. Legen er myldrende, vild og uforståelig. Syv hundrede amerikanske børn råber, raser, synger, ler hujer og løber. Syv hundrede læremestre og forbilleder. Men her er der så mange nye og uvante lege. Så mange uvante lyde og ukendte ansigter. Og så alle ordene, han ikke kender, sproget. Hvem er bedst? Hvem vinder, og hvem taber? Hvorfor ler drengene, når bolden kommer farende mod væggen, og alle dukker sig? Hvordan tæller man point? Mønstre og mening skjuler sig endnu i en tåge. Det smerter ham. Men smerten gør ikke bare ondt. Den driver ham også frem, med voldsom kraft. For han vil ud af ensomheden og ind i flokken af børn, ind i deres leg og sammenhæng, have det sjovt med dem, være med. Derfor bøjer han ikke af, til trods for et overmål af usikkerhed. Han sanser begærligt alt, hvad han ser, og alt, hvad han hører, kombinerer og sætter det sammen, som et puslespil med tusinde brikker, hvor alt må stemme og passe, for at mønstrene skal træde frem. Han bliver nødt til at lære kombinationerne, trænge igennem det uigennemtrængelige. Detaljen afprøves mod helheden, og helheden mod detaljen i et kontinuerligt og frugtbart spændingsforhold. For den voksne at se er der tale om det komplet umuliges kunst, imod alle odds. Alligevel har millioner af børn magtet det før ham. Og nu er det hans tur. Det kræver alt, hvad han ejer af mod og udholdenhed.

Tilsyneladende urørlig står han og læner sig imod muren og sanser alt. Drengekroppen vugger med i skolegårdens leg i en indre dans, i samme hidsige og uregelmæssige rytmer som børnene omkring ham. Alt registreres, sanseligt og musisk, med et kommende socialt fællesskab som uimodståelig motivation. Han skal ind. Han må ind. Det er en kamp for livet, bogstavelig talt.

I mere end tre lange måneder stod Tan ved muren i skolegården. Han talte fortsat ikke. Ikke et ord amerikansk kom over hans læber. Og vi, hans forældre, led. Hvor frygteligt at se sit eget barn så totalt fortabt. Det var lige før, vi gik til skolepsykologen. Kun Tan selv holdt os endnu tilbage. For spurgte vi ham om, hvordan han havde det, holdt han stadig fast ved, at han havde det godt.
En dag lige før jul kom Tan så hen til mig:
- Far, jeg ønsker mig sådan en stor, rød bold!
- Ja?
- Ja, for jeg skal lege med de andre på skolen.
- Ja, selvfølgelig. Det er klart!

Der var noget på vej. Drengen ville ud at lege! Med andre amerikanske børn. Han ville have sin egen bold med! Jeg skyndte mig ned til det lokale supermarked og kom tilbage med en stor, blød, rød gummibold. A red rubber ball:

- Værsgo, min dreng. Her er din bold.

Og Tan greb bolden, følte på den, varsomt og kærligt. Som en hund, der snuser til sin nye partner, som en violinist, der prøver en ny bue. Han nynnede sagte, mens fingrene følte sig frem. Et øjeblik efter ejede han bolden, var dus med den, som om han havde været i besiddelse af den altid. Med bolden under armen forsvandt han ud, nynnende.

Da så jeg det, gennem stuevinduet: drengen gik pludselig anderledes, amerikansk på en måde? Lidt mere fjedrende i hofterne, med en anden rytme i gangarten, på vej hen mod de andre børn, med bolden under armen. Snart var han i gang med legen, helt selvfølgelig integreret i flokken. Det var American handball. Jeg kunne følge legen fra mit åbne vindue. Serve mod garagemuren, kast, dukken sig, høje afleveringer, løb, magiske ord: Bounces! Slider! Watermelons! Redboard! Backstop! Pops! Waterfall! Black magic! Tan dukkede sig, løb, servede og spillede midt inde i flokken af amerikanske børn, som en af dem. Drengen var ikke længere norsk i legen. Godt nok var han endnu ordløs på det nye sprog. Men alligevel. Han løb på amerikansk, kastede på amerikansk, tog imod bolden på amerikansk, ja, minsandten, om han ikke også stod og ventede på sin tur - på amerikansk! Hele kroppen opførte sig i dette øjeblik anderledes end i Norge. Umærkeligt anderledes, små nuancer, men alligevel helt slående. Drengen legede på amerikansk, med hele sin person. Nøje stemt efter de andre børn i gaden.

Jeg mærkede en rislende lykkefølelse. Hele kulturkoden var på vej ind i drengekroppen, som et integreret hele. -Nu begynder Tan også snart at tale amerikansk! Mente jeg samme aften. Nu er det lige før.

Og ganske rigtigt. En uge senere kom det, det nye sprog. Med barnets selvfølgelighed. Dette var noget andet end forældrenes halvt hjælpeløse skoleengelsk. Nasale vokaler, sensuelle r'er, syngende sætningsrytmer og perfekt amerikaner-intonation. John Wayne! Ordene flød med indfødt timing og rytme. Ingen voksen specialpædagog havde hjulpet til. Legen og børns fællesskab havde været drengens læremester og motivation. Og en stor, rød gummibold havde været det forløsende medium. Bolden udløste en ny kropsidentitet. Nye kropsbevægelser gav en ny leg. En ny leg gav et nyt sprog. Og et nyt sprog gav en ny menneskelig samhørighed og et nyt kulturfællesskab. Så inderligt eftertragtet, efter mange og lange uger og måneder udenfor. - "Hi, there!"

Vi tog bolden med hjem til Norge. A red rubber ball. Tan insisterede på det og fyldte sin rygsæk op med én eneste ting: bolden.

Nu hedder Tan igen Kjartan. Nu ligger bolden under en norsk børneseng, støvet af mangel på brug. For i Norge er der ikke nogen, der leger amerikansk handball op mod en mur. Heller ikke kjartan, alias Tan. Men den store røde bold har ikke levet sit tidligere bold-liv forgæves. Engang var den magisk i Kjartans liv. Den gjorde et stykke arbejde, som ekspedienten i det amerikanske supermarked i Dana Point aldrig havde drømt om: netop den bold fik en syvårig dreng til at vove det store og afgørende spring i et fremmed land: at lege og tale amerikansk, uden sikkerhedsnet.